Bølgerne gik ikke særlig højt på aktiemarkedet i Danmark mandag, men A.P. Møller-Mærsk blev dog alligevel ramt af udenlandske strømninger og gik til bunds i C25-indekset.

Dagen gik i høj grad med, at investorerne ventede spændt på meldinger fra mødet mellem den russiske og amerikanske præsident, Vladimir Putin og Donald Trump. Ved lukketid var der ikke kommet nyt fra sammenkomsten i Helsinki.

“Det er næsten ikke til at vide, hvor de kan lande, men det kunne godt være markedspåvirkende. Indtil videre er der rimelig roligt,” siger aktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til Ritzau Finans.

De imødesete tal for det amerikanske detailsalg i juni fik heller ikke effekt, da de landede stort set som forudset i markedet.

Alt i alt endte C25-indekset med at falde 0,2 pct. til 1127,52., selv om der faktisk var en overvægt af stigende aktier.

Mærsk tilbage i bunden

A.P. Møller-Mærsk fortsatte sin søgang på børsen. Fredag toppede Mærsk B-aktien C25 efter godt nyt om svagt stigende fragtrater og tegn på ro i handelskrigen mellem USA og Kina.

Mandag var det derimod i bunden af indekset, man skulle finde rederiet, da B-aktien tabte 2,4 pct. til 7836 kr. Det var blandt andet skuffende nøgletal fra Kina, hvor industriproduktionen lå under det ventede i juni, der var med til at stække de tunge Mærsk-aktier og dermed C25.

Med den seneste udvikling ligger Mærsk B-aktien 20 pct. lavere end for en måned siden og 27 pct. svagere end ved nytår, når der korrigeres for udbytte.

Kilde Børsen.dk